Ungt talent fra Musikskolen vinder pris for sit store engagement i kulturlivet
I forbindelse med musikskolens temaforestilling ”Et hav af musik” fik Mikkel Skriver Frandsen overrakt den flotte Musik & Ungdom-pris.
Ved aftenforestillingen om tirsdagen den 23. april gemte der sig en helt særlig overraskelse blandt publikum. Forpersonen for foreningen Musik & Ungdom, Sabrina Stender Solis, var nemlig blandt gæsterne, og hun havde en pris med, som skulle overrækkes en af eleverne, der spillede med i forestillingen.
I pausen mellem første og andet akt trådte lederen af Musikskolen, Henrik Lilleholdt Smidt, frem til scenen, og annoncerede sammen med Sabrina Stender Solis vinderen af Musik & Ungdom-prisen 2024, Mikkel Skriver. Prisen gives ifølge foreningen for at ”hylde unge ildsjæle under 30, der inspirerer, skaber glæde, tænker fællesskab og er entreprenant omkring musikken”.
Hyldet af lærer og mentor
Det var Mikkels musiklærer gennem mange år, Thomas Ulrik Larsen, der havde indstillet ham til prisen med begrundelsen: ”Hans bemærkelsesværdige indsats og medfølgende musikalske præstationer har dels været et stort løft for musikskolen og dels inspireret alle, der har været så heldige at møde Mikkel, enten i selve musikskolen eller i Birkerød/Rudersdals musik- og ungemiljø.”
Mikkel er nemlig ikke kun særdeles engageret i musikskolens aktiviteter, men også i Ung i Rudersdals musikfællesskab Rude Studios. Sammen med flere andre musikere fra Rude Studios-miljøet i Birkerød har han været med til at stifte det kollektivistiske pladeselskab Under Loftet.
”Mikkel er en aktiv herre og vigtig kapacitet i Rudersdal Kommunes musikfællesskab Rude Studios. Hans engagement i både fritidsundervisningen samt events, camps og koncerter er stort, og han er både en dygtig musiker samt et dejligt menneske at være sammen med,” fortæller musikkonsulent for Ung i Rudersdal Mikkel Villingshøj. ”Der er ingen tvivl om, at musikken fylder det meste i Mikkels liv, og det er en sand fornøjelse at følge hans udvikling, som jeg er sikker på nok skal føre ham vidt inden for musikbranchen.”
Vi på Musik- og Billedskolen er naturligvis meget stolte over, at en af ”vores egne” vinder så flot en pris, og vi håber, at Mikkel fortsat vil være en del af det musikalske miljø i Birkerød mange år fremover.