Om læreplaner

I Rudersdal Musikskole ønsker vi at skabe og udvikle musikalske fællesskaber. Det gælder både inden for musikskolen selv og i de institutioner, vi samarbejder med. Her må vi først og fremmest nævne folkeskolen.

Sang og musik er med til at understøtte kultur og fællesskaber såvel i lokale miljøer som i samfundet som helhed, uanset om musikken er det primære indhold i aktiviteten eller ej.

For den enkelte kan musikudøvelse være en måde at deltage i fællesskabet på. Det kan også være en måde at eksperimentere med sin egen personlighed eller sin kreativitet.

Endelig kan musikken være med til at bearbejde og udtrykke følelser, der har med selve vores eksistens at gøre, med de udfordringer, livet til enhver tid stiller os overfor.

Vi stræber efter, at musikskolens undervisning skal bidrage til alt dette, såvel i relation til den enkelte elevs udvikling som i den levende musik, der er resultatet af vores arbejde.

Læringsmål

Læreplaner indeholder tit en skematisk fremstilling af læringsmål på forskellige niveauer i læringsprocessen, inddelt efter et udvalg af elementer i undervisningen.

Det har vi undladt, fordi vi ikke mener, det er specielt hensigtsmæssigt som pædagogisk arbejdsredskab i forhold til musikundervisning. Der er så mange forskellige aspekter i at spille et instrument og så mange metoder, der kan anvendes, at det stort set er umuligt at yde dem alle retfærdighed i skematisk form.

Vigtigst er det, at eleven finder frem til en tilfredsstillende arbejdsproces, og ikke mindst at det klingende resultat opleves meningsfuldt. I sidste ende betyder det, at vi spiller god musik.

Progression

Progression kommer fra latin og betyder fremskridt. I en pædagogisk kontekst betyder progression, at man starter med at lære elementære færdigheder og elementær viden. 

Al musikudøvelse, og dermed også musikundervisning, bevæger sig fra det helt enkle (”det lette”) imod det komplekse (”det svære”).

Når færdigheder og viden er indlært med en passende grad af sikkerhed, kan man udbygge med flere færdigheder og mere viden, således at den samlede formåen bliver mere og mere kompleks og detaljeret. Formålet med på denne måde at inddele læringsprocessen i elementer er at gøre processerne mere overskuelige fra start til mål.

Kompleksiteten kan omfatte f.eks. rytme, hastighed, intonation, dynamik, klang og andre tekniske parametre. Teknisk kompleksitet kræver målrettet træning, hvor ”gentagelse” er nøgleordet – det er fysiske processer, der skal internaliseres (”på rygraden”). Der er ingen øvre grænse for, hvor kompleks musik kan blive. Det gælder både kompositionsmusik og improviseret musik. 

Flow og zonen for nærmeste udvikling

I den forstand er progression tæt knyttet til begreberne flow (Csikszentmihalyi) og zonen for nærmeste udvikling (Vygotsky). Flow er en tilstand af opslugthed i processen, som har positiv betydning for motivation og læring. Flow opstår, når udfordringen i stoffet er stor nok til at fastholde opmærksomheden, men ikke så stor, at læringen ikke længere går som en leg. Zonen for nærmeste udvikling betegner de faser i undervisningsprocessen, hvor eleven med støtte fra læreren kan gennemføre noget, som hun/han endnu ikke kan alene.

Motivation

Pædagogisk forskning har godtgjort, at læring bedst finder sted i en positiv atmosfære, der får processen til at føles meningsfuld. Motivationen vokser, hvis eleven oplever:

• anerkendelse fra lærere og medspillere
• fremgang
• at samværet med lærere og elever er sjovt og attraktivt
• at musikken bliver god
• flow som beskrevet ovenfor

Det er helt individuelt, hvilke af disse faktorer, der har størst betydning. Vi har fokus på musikglæde, fællesskab og elevens egen tilgang til læringsprocessen.

Simultaneous Learning

Simultaneous Learning (Paul Harris) er et undervisningsprincip, der tager højde for den kompleksitet, der er i musikundervisningen, hvor mange forskellige elementer indgår på samme tid. 

En klarinetelev skal f.eks. kunne fingersætninger for de forskellige toner. Der skal benyttes en blæseteknik, som er et samvirke mellem en stabil luftstrøm og instrumentets placering i munden. Øret skal bedømme tonens renhed og kvalitet, som fastholdes og justeres ved hjælp af embouchuren (muskulaturen omkring munden). Spiller eleven sammen med andre, skal øret bedømme, om man stemmer sammen, og puls og rytme skal afpasses, ligesom artikulation og dynamik.  

For at nå en aktuel målsætning – f.eks. at spille et bestemt stykke musik – skal der ofte arbejdes med flere forskellige elementer i en musiktime. De fleste elever har relativt let ved nogle af delene, mens andre dele kræver mere træning. Undervisningen forløber som en dialog, hvor læreren forholder sig til elevens eller elevernes respons på de forskellige elementer.

Denne kompleksitet er en udfordring i undervisningen, men den kan også være mulighed for afveksling og fleksibilitet. Hvis læreren kan balancere alt dette, så eleven bevarer motivation og flow, er undervisningen lykkedes optimalt.

Læreplanen og den enkelte elev

Hastigheden og kvaliteten af elevens læring i forhold til en teknisk progression afhænger således af 

• elevens individuelle anlæg
• elevens motivation og indsats
• relationen mellem lærer og elever
• relationen mellem eleverne

Det er positivt, hvis eleven gradvist selv tager ansvar for læringen, således at eleven selv er bevidst om, i hvilken grad han/hun behersker stoffet, og har erfaring i, hvad man skal gøre for at blive bedre.

Høj kompleksitet er ikke i sig selv et udtryk for musikalsk kvalitet – der er masser af god musik i forskellige genrer, hvor det ikke er den tekniske udfordring, der er motivationen (selvom de fleste musikere nok synes, at det er ekstra tilfredsstillende, at man indimellem skal stå en lille smule på tæer for at lykkes).

Også her kan man konstatere, at gentagelse er godt. Ikke som en grundlæggende betingelse for at spille musikken, men i et udviklingsperspektiv, hvor man ved at spille en sang mange gange opnår en naturlig beherskelse af det musikalske udtryk og samarbejdet med de andre musikere i bandet eller orkestret.