Generelt om undervisning i et instrument eller sang
Beskrivelse af undervisningens rammer og indhold. Gennemgang af forskellige pædagogiske og musikalske begreber.
Ramme
Undervisning for en eller to elever. Man kan melde sig til lektionslængder på 20, 25 eller 40 minutter under hensyn til elevens alder, niveau og behov. Læreren kan vejlede i forhold til udvidelse eller afkortning af lektionslængden (25 minutters eneundervisning om ugen er det mest almindelige).
Lokale og udstyr
Undervisningen foregår i et musiklokale på musikskolen eller evt. på en af kommunens skoler med instrumenter og øvrigt udstyr i en formålstjenlig kvalitet. Lokalet skal være akustisk velegnet og godt oplyst. Stole skal være ergonomiske - vandret sæde, ingen armlæn - i passende højde (Eleven skal kunne sidde med vandrette lår og fødderne i gulvet eller evt. på en skammel).
Positur (spillestilling) og håndtering af instrumentet
Hvordan man sidder eller står med instrumentet kan gøre en stor forskel i forhold til at gøre det lettere at spille og undgå at overbelaste kroppen. Læreren kan hjælpe med at udvikle gode vaner, indtil de er helt automatiseret hos eleven.
Mange instrumenter skal pakkes ud og samles, før man kan spille – og pakkes sammen, når man er færdig. Det skal læres med det samme, så instrumentet virker efter hensigten og ikke kommer til skade.
Tone og klangdannelse
Når man går i gang med at spille, skal man have instrumentet til at producere en lyd eller en tone. Det er nemmere på en tromme end på en trompet, men fælles for alle instrumenter er vigtigheden af, at eleven fra starten lytter til de toner, der fremkommer.
Forskelle i anslag og ansats resulterer i forskellig klang, og den erfaring bruger man til at udvikle klangen optimalt.
Et andet aspekt ved klangdannelse er dynamikken, altså om man spiller svagt eller kraftigt.
At lytte til tonen er også vigtigt i forhold til at lære at stemme instrumentet.
Puls, takt og rytme
Puls er en inddeling af tiden i regelmæssige intervaller, der opleves organisk.
I begyndelsen træner man en helt regelmæssig puls med betoninger på nogle af pulsslagene, svarende til de grundlæggende taktarter som 4/4 og 3/4.
I musikken er pulsen underforstået og bliver ikke markeret af en lyd. Det man hører er rytmen, som kan være både hurtigere og langsommere end pulsen. Rytme kan noteres med nodeværdier. Fjerdedelsnoder (”da-noder”) følger pr. definition pulsslagene (på begynderniveau), mens ottendedelsnoder (”didi-noder”) underdeler pulsslaget i to. Halv- og helnoder og tilsvarende pauser varer henholdsvis 2 og 4 slag.
For elever, der har deltaget i Musik for 1. og 2. klasse, vil dette være velkendt stof.
Efterhånden arbejdes også med ændringer af pulsen - temposkift, ritardando (opbremsning) og accelerando (acceleration) – og flere underdelinger af slaget.
Notation: Noder, becifring, tabulatur, fingersætninger…
Et skriftsprog til musikken er dels en støtte til hukommelsen, så man ikke nødvendigvis skal lære det hele udenad, og dels en mulighed for at sætte sig ind i musik, som man ikke kender og måske aldrig har hørt.
Noder er et fantastisk system, som har store fordele i forhold til at læse musik. Når man begynder at lære at spille på et instrument, kan andre notationsmåder være et godt supplement i forhold til fingersætninger og greb på instrumentet.
Hjemmearbejde – at øve sig
Forudsætningen for at opnå færdigheder på et instrument er, at man træner. Den ugentlige undervisning er kun en mindre del af den tid, det er nødvendigt af bruge.
Man øver sig ved at gentage overskuelige forløb. I starten er man bevidst om alle detaljer. Når man ikke længere behøver at tænke over det, er det indlært ”på rygraden”.
Gehør, imitation, improvisation
Gehør er evnen til at høre forskel på toner (så man f.eks. ved om man spiller de toner, man havde tænkt sig). De tre begreber handler om at kunne genkende musik, man hører, og at kunne spille musik, som man hører konkret eller for sit indre øre. Som overalt i undervisningen starter man enkelt og arbejder hen mod det komplekse.
Sammenspil
Det er i sammenspillet, at fællesskabet for alvor folder sig ud, og det er en fordel at komme i gang så tidligt som muligt.
De grundlæggende udfordringer er, at man skal starte og stoppe samtidigt, og at man ikke har pulsen ”for sig selv”, men skal følge en fælles puls. Det tilføjer et ekstra lag til det, man skal koncentrere sig om.
Til gengæld oplever man det boost, det giver, når man ikke er alene om at lave musikken!
At spille for andre
At spille for andre er også en del af fællesskabet omkring musikken. Det kræver endnu et lag af koncentration og er derfor god træning. Det er godt at starte tidligt og at starte enkelt!