Læreplaner

I Rudersdal Musikskole ønsker vi at skabe og udvikle musikalske fællesskaber. Det gælder både inden for musikskolen selv og i de institutioner, vi samarbejder med. Her må vi først og fremmest nævne folkeskolen.

Sang og musik er med til at understøtte kultur og fællesskaber såvel i lokale miljøer som i samfundet som helhed, uanset om musikken er det primære indhold i aktiviteten eller ej.

For den enkelte kan musikudøvelse være en måde at deltage i fællesskabet på. Det kan også være en måde at eksperimentere med sin egen personlighed eller sin kreativitet.

Endelig kan musikken være med til at bearbejde og udtrykke følelser, der har med selve vores eksistens at gøre, med de udfordringer, livet til enhver tid stiller os overfor.

Vi stræber efter, at musikskolens undervisning skal bidrage til alt dette, såvel i relation til den enkelte elevs udvikling som i den levende musik, der er resultatet af vores arbejde.

Progression kommer fra latin og betyder fremskridt. I en pædagogisk kontekst betyder progression, at man starter med at lære elementære færdigheder og elementær viden. 

Al musikudøvelse, og dermed også musikundervisning, bevæger sig fra det helt enkle (”det lette”) imod det komplekse (”det svære”).

Når færdigheder og viden er indlært med en passende grad af sikkerhed, kan man udbygge med flere færdigheder og mere viden, således at den samlede formåen bliver mere og mere kompleks og detaljeret. Formålet med på denne måde at inddele læringsprocessen i elementer er at gøre processerne mere overskuelige fra start til mål.

Kompleksiteten kan omfatte f.eks. rytme, hastighed, intonation, dynamik, klang og andre tekniske parametre. Teknisk kompleksitet kræver målrettet træning, hvor ”gentagelse” er nøgleordet – det er fysiske processer, der skal internaliseres (”på rygraden”). Der er ingen øvre grænse for, hvor kompleks musik kan blive. Det gælder både kompositionsmusik og improviseret musik. 

I den forstand er progression tæt knyttet til begreberne flow (Csikszentmihalyi) og zonen for nærmeste udvikling (Vygotsky). Flow er en tilstand af opslugthed i processen, som har positiv betydning for motivation og læring. Flow opstår, når udfordringen i stoffet er stor nok til at fastholde opmærksomheden, men ikke så stor, at læringen ikke længere går som en leg. Zonen for nærmeste udvikling betegner de faser i undervisningsprocessen, hvor eleven med støtte fra læreren kan gennemføre noget, som hun/han endnu ikke kan alene.

Pædagogisk forskning har godtgjort, at læring bedst finder sted i en positiv atmosfære, der får processen til at føles meningsfuld. Motivationen vokser, hvis eleven oplever:

• anerkendelse fra lærere og medspillere
• fremgang
• at samværet med lærere og elever er sjovt og attraktivt
• at musikken bliver god
• flow som beskrevet ovenfor

Det er helt individuelt, hvilke af disse faktorer, der har størst betydning. Vi har fokus på musikglæde, fællesskab og elevens egen tilgang til læringsprocessen.

Simultaneous Learning (Paul Harris) er et undervisningsprincip, der tager højde for den kompleksitet, der er i musikundervisningen, hvor mange forskellige elementer indgår på samme tid. 

En klarinetelev skal f.eks. kunne fingersætninger for de forskellige toner. Der skal benyttes en blæseteknik, som er et samvirke mellem en stabil luftstrøm og instrumentets placering i munden. Øret skal bedømme tonens renhed og kvalitet, som fastholdes og justeres ved hjælp af embouchuren (muskulaturen omkring munden). Spiller eleven sammen med andre, skal øret bedømme, om man stemmer sammen, og puls og rytme skal afpasses, ligesom artikulation og dynamik.  

For at nå en aktuel målsætning – f.eks. at spille et bestemt stykke musik – skal der ofte arbejdes med flere forskellige elementer i en musiktime. De fleste elever har relativt let ved nogle af delene, mens andre dele kræver mere træning. Undervisningen forløber som en dialog, hvor læreren forholder sig til elevens eller elevernes respons på de forskellige elementer.

Denne kompleksitet er en udfordring i undervisningen, men den kan også være mulighed for afveksling og fleksibilitet. Hvis læreren kan balancere alt dette, så eleven bevarer motivation og flow, er undervisningen lykkedes optimalt.

Hastigheden og kvaliteten af elevens læring i forhold til en teknisk progression afhænger således af 

• elevens individuelle anlæg
• elevens motivation og indsats
• relationen mellem lærer og elever
• relationen mellem eleverne

Det er positivt, hvis eleven gradvist selv tager ansvar for læringen, således at eleven selv er bevidst om, i hvilken grad han/hun behersker stoffet, og har erfaring i, hvad man skal gøre for at blive bedre.

Høj kompleksitet er ikke i sig selv et udtryk for musikalsk kvalitet – der er masser af god musik i forskellige genrer, hvor det ikke er den tekniske udfordring, der er motivationen (selvom de fleste musikere nok synes, at det er ekstra tilfredsstillende, at man indimellem skal stå en lille smule på tæer for at lykkes).

Også her kan man konstatere, at gentagelse er godt. Ikke som en grundlæggende betingelse for at spille musikken, men i et udviklingsperspektiv, hvor man ved at spille en sang mange gange opnår en naturlig beherskelse af det musikalske udtryk og samarbejdet med de andre musikere i bandet eller orkestret.

Undervisning for en eller to elever. Man kan melde sig til lektionslængder på 20, 25 eller 40 minutter under hensyn til elevens alder, niveau og behov. Læreren kan vejlede i forhold til udvidelse eller afkortning af lektionslængden (25 minutters eneundervisning om ugen er det mest almindelige).

Undervisningen foregår i et musiklokale på musikskolen eller evt. på en af kommunens skoler med instrumenter og øvrigt udstyr i en formålstjenlig kvalitet. Lokalet skal være akustisk velegnet og godt oplyst. Stole skal være ergonomiske - vandret sæde, ingen armlæn - i passende højde (Eleven skal kunne sidde med vandrette lår og fødderne i gulvet eller evt. på en skammel).

Hvordan man sidder eller står med instrumentet kan gøre en stor forskel i forhold til at gøre det lettere at spille og undgå at overbelaste kroppen. Læreren kan hjælpe med at udvikle gode vaner, indtil de er helt automatiseret hos eleven.

Mange instrumenter skal pakkes ud og samles, før man kan spille – og pakkes sammen, når man er færdig. Det skal læres med det samme, så instrumentet virker efter hensigten og ikke kommer til skade.

Når man går i gang med at spille, skal man have instrumentet til at producere en lyd eller en tone. Det er nemmere på en tromme end på en trompet, men fælles for alle instrumenter er vigtigheden af, at eleven fra starten lytter til de toner, der fremkommer. 

Forskelle i anslag og ansats resulterer i forskellig klang, og den erfaring bruger man til at udvikle klangen optimalt.

Et andet aspekt ved klangdannelse er dynamikken, altså om man spiller svagt eller kraftigt.

At lytte til tonen er også vigtigt i forhold til at lære at stemme instrumentet.

Puls er en inddeling af tiden i regelmæssige intervaller, der opleves organisk.

I begyndelsen træner man en helt regelmæssig puls med betoninger på nogle af pulsslagene, svarende til de grundlæggende taktarter som 4/4 og 3/4.

I musikken er pulsen underforstået og bliver ikke markeret af en lyd. Det man hører er rytmen, som kan være både hurtigere og langsommere end pulsen. Rytme kan noteres med nodeværdier. Fjerdedelsnoder (”da-noder”) følger pr. definition pulsslagene (på begynderniveau), mens ottendedelsnoder (”didi-noder”) underdeler pulsslaget i to. Halv- og helnoder og tilsvarende pauser varer henholdsvis 2 og 4 slag.

For elever, der har deltaget i Musik for 1. og 2. klasse, vil dette være velkendt stof.

Efterhånden arbejdes også med ændringer af pulsen - temposkift, ritardando (opbremsning) og accelerando (acceleration) – og flere underdelinger af slaget.

Et skriftsprog til musikken er dels en støtte til hukommelsen, så man ikke nødvendigvis skal lære det hele udenad, og dels en mulighed for at sætte sig ind i musik, som man ikke kender og måske aldrig har hørt.

Noder er et fantastisk system, som har store fordele i forhold til at læse musik. Når man begynder at lære at spille på et instrument, kan andre notationsmåder være et godt supplement i forhold til fingersætninger og greb på instrumentet. 

Forudsætningen for at opnå færdigheder på et instrument er, at man træner. Den ugentlige undervisning er kun en mindre del af den tid, det er nødvendigt af bruge.

Man øver sig ved at gentage overskuelige forløb. I starten er man bevidst om alle detaljer. Når man ikke længere behøver at tænke over det, er det indlært ”på rygraden”.

Gehør er evnen til at høre forskel på toner (så man f.eks. ved om man spiller de toner, man havde tænkt sig). De tre begreber handler om at kunne genkende musik, man hører, og at kunne spille musik, som man hører konkret eller for sit indre øre. Som overalt i undervisningen starter man enkelt og arbejder hen mod det komplekse.

Det er i sammenspillet, at fællesskabet for alvor folder sig ud, og det er en fordel at komme i gang så tidligt som muligt. 

De grundlæggende udfordringer er, at man skal starte og stoppe samtidigt, og at man ikke har pulsen ”for sig selv”, men skal følge en fælles puls. Det tilføjer et ekstra lag til det, man skal koncentrere sig om.

Til gengæld oplever man det boost, det giver, når man ikke er alene om at lave musikken!

At spille for andre er også en del af fællesskabet omkring musikken. Det kræver endnu et lag af koncentration og er derfor god træning. Det er godt at starte tidligt og at starte enkelt!