Fra elever på musikskolen til professionelle musikere
Mads og Jonathan har taget musikken dybt alvorligt, siden de var helt unge musikskolebørn. I dag nyder de begge to stor succes i de professionelle musikeres rækker, men på vidt forskellige måder. Vi mødte de to gamle elever over en brunch på en sjælden fridag for de to.
Skrevet af Thomas Ulrik Larsen
Fotos: Marianne Næsby og Thomas Ulrik Larsen
Det var ikke nemt at finde en dag, hvor både Mads Skogstad Boldt Rasmussen og Jonathan Wøhlk på 26 og 27 år kunne mødes til en snak om at være ung, fremadstormende musiker i 2024, men sidst i maj lykkedes det at finde sammen over en bid mad et stenkast fra Jonathans hjem på Vesterbro i København.
Det var tilbage omkring 2010, at Mads og Jonathan udgjorde tromme/bas-fundamentet i et af Rudersdal Musikskoles rockbands. Rocking Headphones havde de ni unge døbt bandet, som foruden Mads og Jonathan bestod af en pianist, to guitarister og fire sangerinder. Repertoiret var en god blanding af numre af Stevie Wonder, Dizzy Mizz Lizzy, The Beatles, Paramore og mange andre sange med plads til funky grooves, rå soloer og flerstemmig sang.
Hvor er drengene så i dag?
Mads Skogstad Boldt Rasmussen lagde kort tid efter folkeskolen trommestikkerne på hylden til fordel for keyboards og sangskrivning. Han er i øjeblikket koncert- og albumaktuel med bandet Kind Mod Kind, som i denne måned spiller opvarmning for Minds of 99 i Parken og også har fået plads på Roskilde Festivals program i år.
Tidligere på året spillede Kind Mod Kind flere store job som hovednavn, og de varmede også op ved Medinas koncert i Royal Arena. Bandet får også masser af radioafspilninger af deres musik, som Mads beskriver som elektronisk pop. En stor drejning fra den soulede rockstil, de før havde under navnet Manilla, som blev dannet sammen med venner fra Oure Efterskole og senere Aurehøj Gymnasium. Succesen kom dog først, da Manilla skiftede stil, sangsprog og bandnavn.
Jonathan Wøhlk tog en helt anden vej, efter han forlod Rudersdal Musikskole, hvor han var talentelev. Jonathan kom på Sankt Annæ Gymnasiums MGK-linje som bassist, og derefter modtog han et fuldt stipendium til en uddannelse på Berklee College of Music i Boston, hvorfra han afgik med højeste udmærkelse.
Under uddannelsen blev han undervist og spillede sammen med nogle af verdens bedste musikere, og da tiden i Boston var ved at være overstået, ringede telefonen fra Danmark. Jonathans baslærer fra MGK-tiden, Lars Danielsson, tilbød Jonathan pladsen i orkestergraven ved halvdelen af forestillingerne på musicalen ”The Bodyguard”. Siden har Jonathan også siddet som orkestermusiker ved flere andre succesmusicals, senest ”Moulin Rouge” og ”Matador”, ligesom han finder tid til freelancearbejde live og i studiet.
At øve eller ikke at øve
”Jeg troede egentlig, jeg skulle til Los Angeles efter årene på Berklee,” fortæller Jonathan, ”men jeg vidste også, at jeg på et tidspunkt gerne ville tilbage til Danmark.”
I musicalverdenen i Danmark mødte Jonathan kapelmesteren Joakim Pedersen, som står for musikken ved mange store danske musicalopsætninger. Det er et arbejde, der kræver meget øvning, men det generer på ingen måde Jonathan: ”Jeg elsker at øve!” fastslår han med et stort smil. ”Både den langsigtede øvning, hvor man arbejder på at lære et nyt område og blive bedre – og den kortsigtede øvning op til de opgaver, jeg har.”
Mads har det en kende anderledes: ”Jeg er mere interesseret i den kreative proces med sangskrivning og indspilning. Jeg var aldrig vild med at øve paradiddler (øvelser med stikkerne) på trommerne,” husker han. Hvad det kreative angår, nyder Mads og Kind Mod Kind en stor frihed hos deres udgiver, Sony Music, fortæller han.
Til gengæld er de to unge musikere enige om, at det rent sociale spiller en stor rolle i musikverdenen. Hvor Mads har arbejdet sammen med den samme gruppe mennesker i ti år, møder Jonathan hyppigt nye kolleger i orkestergraven. Som han formulerer det, kræver det åbenhed: ”Uanset hvor meget man prøver, så bliver man ikke nogens gode gamle ven, første gang man møder dem.”
De to gamle venner fra musikskoletiden i Birkerød griner til hinanden hen over brunchtallerknerne ved snakken om, hvor forskellige deres veje i musikken har været. Da de tager afsked en times tid senere i forårsregnen på Vesterbro Torv er det med et kram og et ”vi må snart ses igen!”
Kind Mod Kind Spiller opvarmning for Minds of 99 i Parken fredag, lørdag og søndag og kan i øvrigt opleves på Roskilde Festival om et par uger.